Hvorfor crowdfunding?

Jeg vil her fortælle om, hvorfor jeg har valgt at udgive min digtsamling TRÆER DER LIGNER MENNESKER som et crowdfunding-projekt. Dels for at inspirere andre, der går med de samme overvejelser. Dels for at svare på nogle af de spørgsmål, folk derude kunne tænkes at sidde med, hvis man synes, at det virker som noget underligt noget, at man skal hjælpe ham digtertypen med at betale for hans næste bog.

Udgivelse af blandt andet bøger, musik og film er i dag et helt andet sted end for bare fem år siden. Såkaldte communities – eller man kunne kalde dem stammefællesskaber for at vælge et godt dansk ord – er nu i højere grad med til at sætte dagsordenen. Der er sket en demokratisering, som kan være med til at forkorte afstanden mellem skaberen af værket på den ene side og det modtagende publikum på den anden side.

De nære cirkler 

Det er, i mine øjne, en virkelig spændende udvikling. Det giver nemlig mulighed for at realisere mange spændende projekter, der ellers aldrig ville se dagens lys, fordi de traditionelle udgivere befinder sig på et trængt marked og derfor ofte tænker defensivt.  Jeg tror på, at crowdfunding som finansieringsform kommer til at spille en vigtig birolle i fremtidens kulturbillede. Inden for visse genrer – eksempelvis lyrik – er det i hvert fald en fuldstændig oplagt måde at rejse penge til udgivelser.

Hvis man ser bort fra de få undtagelser – danske digtere, der faktisk sælger godt – så foregår salget af digtsamlinger ofte i cirkler, der ligger tæt på forfatteren selv. Det betyder ikke, at det kun er familie og venner, der køber bøgerne. Det kan også være i de cirkler, der ligger et eller to led længere ude  - fx interessefællesskaberne, der dyrkes gennem sociale medier, i lyrikklubber og på forskellige oplæsningsscener i hele landet. Min erfaring er, at det er der, en stor del af det potentielle salg ligger.

Bog & Idé - og hvad så?

Mine første to digtsamlinger, som udkom på et forlag, har faktisk været ganske fint repræsenteret på hylderne hos Bog & Idé og lignende boghandlere i hele landet. Og så har de ellers stået der og set flotte ud. Det gik man, når man var mig, og havde optur over, de første gange man så det, men når salgstallene kom ind, var historien altid den samme: Der var intet, absolut intet, der havde flyttet sig. Bøgerne havde blot stået der i selskab med den øvrige halve meter lyrik og bare… stået. Indtil de en dag blev solgt i en spotpris-kurv eller returneret til forlaget.

Måske er det bare ikke den måde, de fleste shopper digtsamlinger på. Der er selvfølgelig undtagelser. Der findes i de større byer nogle få boghandler - som fx Møllegades Boghandel i mit eget kvarter på Nørrebro i København - der specialiserer sig i genren, og som derfor opsøges af folk, der gerne vil overraskes og introduceres for danske digtere, de ikke kendte i forvejen. Og der findes digtere som Benny Andersen og Dan Turèll og vel også nyere digtere som Lone Hørslev og nu Yahya Hassan, der sælger godt uanset butikkens navn, Og det er da helt igennem fantastisk. Misundelse er for tabere, og jeg glæder mig, hver gang en dansk digter brænder igennem med en bog. Men jeg tror bare ikke, det er en historie, de fleste småtsælgende, men stædigt vedholdende danske digtere kan bruge til ret meget. Vi må lede efter andre veje, alternative platforme.

Sælger på vejen

En god start er at se på, hvad der virker: Jeg sælger bøger, stort set hver gang jeg læser op. Mine digte er skrevet i en mundtlig tradition, og der sker åbenbart et eller andet, når folk hører dem fremført. Hvis jeg ser på salget af mine første to digtsamlinger, så er størsteparten af bøgerne blevet solgt ude ’på vejen’. Ind i mellem får jeg også bestillinger pr. mail eller telefon fra folk, der tidligere har overværet en oplæsning, har talt med en der var til en oplæsning, eller som har fået bogen anbefalet af en i deres netværk. Igen: De nære cirkler; stammerne.

Udgiver man en spændingsroman, en fagbog eller i det hele taget noget, der sigter meget bredere, er billedet givetvis et helt andet. Her kan de etablerede forlag noget med distributionen og salgskanalerne, som man sikkert aldrig ville kunne løfte selv. Jeg skriver selv for tiden på en historisk bog, der udkommer på Informations Forlag i 2014. Og her taler vi om en bog, jeg aldrig kunne drømme om at udgive selv eller forsøge at realisere via crowdfunding. I den sammenhæng har jeg brug for et forlag, der har distributionskanalerne på plads, når det gælder historiske bøger, og som ved hvad man stiller op, når man skal markedsføre en historisk bog over for et bredt publikum.

Lyrikkens væsen 

Som digter, derimod, er det min påstand, at det stort set ikke gør nogen forskel at have et forlag i ryggen. Medmindre man gerne vil have stemplet og anerkendelsen – eller medmindre man er en af de få, der rent faktisk bliver satset på og kastet penge efter i forhold til bl.a. markedsføring. Alle andre kan lige så godt selv tage hånd om projektet og knytte de potentielle læsere/købere tættere til sig, allerede inden bogen udkommer og lægge en strategi for, hvordan det hele skal blive en succes. 

Mikroforlagsvirksomhed og selvudgivelse hænger i mine øjne fint sammen med lyrikkens væsen – at det er en genre, der i Danmark lever i kraft af den interesse, der findes i nogle få, forholdsvis sluttede systemer. Af samme grund har mit manuskript til TRÆER DER LIGNER MENNESKER ikke været sendt til nogen etablerede forlag. Jeg har fra starten af processen været sikker på, at selvudgivelse og crowdfunding var vejen frem for netop dette projekt. Når de potentielle købere i sidste ende alligevel er at finde i de nære cirkler, mener jeg lige så godt man kan åbne dialogen med disse cirkler tidligere i processen. I en eller anden forstand gøre læserne til medskabere af bogen.

Om at sikre kvaliteten 

Jeg er selv tidligere redaktør og forlagsejer, og det ligger mig meget på sinde, at bogen skal være så professionelt udført som overhovedet muligt. Jeg hilser selvudgiver-tendensen mere end velkommen, fordi det kan være med til at demokratisere bogmarkedet på en spændende måde. Men jeg mener til gengæld også, at en meget stor del af de selvudgivne bøger, der rammer markedet, vidner om en amatørisme, der gør det nemt for mig at forstå, at bøgerne ofte bliver nedvurderet af anmeldere, boghandlere og andre interessenter.

I mit arbejde med TRÆER DER LIGNER MENNESKER har jeg forsøgt at kopiere de etablerede forlags standard i alle led i udgivelsesprocessen. Bogen bliver designet og grafisk bearbejdet af en professionel grafisk designer. Jeg har haft tilknyttet et helt korps af testlæsere/redaktører, bestående af digtere, som jeg selv mener jeg kan lære noget af. Redaktørerne har givet kontant feedback på teksterne. Nogle har forholdt sig til sproglige detaljer, nogle har anbefalet fravalg af konkrete digte, og nogle har delt sine tanker om hele digtsamlingens komposition. Jeg har fået ros, og jeg har fået læsterlige hug, og det har helt sikkert alt sammen været med til at skærpe både de enkelte digte og samlingen i sin helhed. I slutfasen benytter jeg mig af en professionel ekstern korrekturlæser, og digtsamlingen bliver trykt på en trykkeri af høj kvalitet.

Alt sammen for at sikre, at bogen lever op til de standarder, læseren bør forvente. For læserne er altså ikke blevet mindre kritiske forbrugere af, at udgivelsesprocessen er blevet mere demokratisk. Måske snarere tværtimod. Når man selv har været med til at finansiere en bog, og når ens navn figurerer i forordet under bidragsydere, så har man ret til at forvente, at kvaliteten også er i orden hele vejen rundt.

Det håber jeg at kunne leve op til, når TRÆER DER LIGNER MENNESKER rammer virkeligheden, hvilket forhåbentlig sker i begyndelsen af 2014.

Tommy Heisz, København, oktober 2013. 

***

Hvis du har spørgsmål, eller hvis der bare er et eller andet du må ud med efter at have læst denne smøre, så hører jeg meget gerne fra dig på tommyheisz@gmail.com.